
Er du mobil nok på Google?
Den 21. april er en dato, der har skabt røre blandt webfolk. Den dag bliver behovet for mobilvenlighed på websites nemlig endnu mere påtrængende. Google laver en række ændringer, der giver nye muligheder, men som også stiller nye krav.
Det er endnu ikke offentligt, helt præcist hvilke og hvor mange ændringer, Google lancerer den 21. april. Google har dog allerede introduceret App indexering, der kan få apps til at dukke op på en Google søgning. Men det er først og fremmest en ændring af algoritmerne for søgning via mobiltelefonen, der har fået folk op af stolene.
Google vil angiveligt sikre, at brugere via mobilen får en god oplevelse. Det får de ikke, hvis de søger og får websites op, der ikke er mobilegnede. Derfor bliver algoritmerne justeret, så mobilegnede websites får en højere pagerank ved søgning fra mobilen. Med andre ord: Hvis dit site ikke er mobilvenligt, så bliver du svær at se ved en mobilsøgning.
Foreløbig ingen ændring i pagerank
Vil ændringen så påvirke pagerank for dit website, hvis folk søger fra en almindelig computer? Nej, lyder den umiddelbare melding. Så hvis du stoler på, at folk ikke søger dig og dit produkt fra mobilen, så er der sådan set ingen ko på isen. Men tror du på det?
Der er altså nu endnu mere grund til at sikre, at dit website er mobilvenligt – responsive. Og du kan tjekke det hurtigt her på Googles egen test.