
Klassisk dansk design blev til global markedsføring for Winther
Winther er en klassisk dansk mærkevare. Og klassisk dansk design. Det er vel nærmest indbegrebet af den trehjulede cykel. I det meste af et århundrede har den midtjyske virksomhed fået børn til at bevæge sig. Og udvikle sig.
Et brand skal også bevæge sig. Og det gjorde Winther og søstermærket Gonge, da reklamebureauet Clockwork fik til opgave at forny linjen for markedsføringen, og samtidig skabe sammenhængskraft mellem de to brands, Winther’s legecykler og ladcykler med sloganet ”Learning by moving” og Gonge’s pædagogiske legeredskaber, med pay-off’et ”Creative learning”.
Begge brands henvendte sig til det globale marked, hvor virksomheden solgte et omfattende sortiment. Målgruppen var ikke mindst dagplejer, børnehaver og skoler, fra USA til Fjernøsten.
Dansk identitet som global kvalitet
Den fornyede visuelle linje talte globalt. Men den talte med en nordisk stemme, human, lys og livsglad. Den legende kreativitet fik lov til at leve i de årlige kataloger for Winther og Gonge, og på Wintherbikes hjemmesiden.
Det grafiske udtryk blev ledsaget af informative og inspirerende tekster om den måde, cykler og legeredskaber påvirkede børns læring og udvikling, og om materialevalg, sikkerhed, pålidelighed og holdbarhed, alt sammen i en brugervenlig opsætning, der med blandt andet enkle farvekoder gjorde det nemt for influenter og beslutningstagere at finde rundt i det store sortiment.
Vi gav samtidig plads til den tillidsskabende storytelling om Winther og Gonges historie fra familievirksomhed til global leverandør, startende da smeden Anders Winther i 1932 begyndte at producere kælke og trehjulede cykler.