Trendfolkene taler om situationisme – at tale til situationer i stedet for målgrupper. Cadbury i Sydafrika har succes med en chokoladebar, der taler til helt konkrete, emotionelle situationer.
Undskyld. Du er noget særligt. Tak. Jeg tænker på dig. God bedring. Venner for livet. Jeg elsker dig. Det er den slags små sætninger, folk siger – eller nok så ofte ikke får sagt. Cadbury PS giver mulighed for at aflevere budskaberne diskret på en chokoladebar – der samtidig er en lille trøst eller forkælelse.
Cadbury skaber kommunikation og spiller med i historier
Hvor Coca-Cola individualiserer med personnavne, skaber Cadbury altså kommunikation og spiller med i historier. Cadbury i Sydafrika markedsfører da også PS under konceptet “There’s a story behind every PS”, med blandt andet reklamefilm. På en Facebook side kan folk dele deres PS historier. Facebook har sammen med landingpages desuden dannet platform for promotions.
Vi kender ikke salgstallene for Cadbury PS. Men ifølge sydafrikanske fagmedier er produktet en succes. Og chokoladehylderne i sydafrikanske butikker taler deres eget sprog: Produktet har erobret en ganske dominerende mængde plads.
PS. Vi har smagt chokoladen, og den er faktisk ganske udmærket. Også når man ikke lige har en undskyldning for den. Hvis du vil prøve den, så kan den såmænd købes på Amazon.