Følelser og frontallapper – når teenagere tager beslutninger

Del denne:

Er du mor eller far til en teenager, så kender du det sikkert til bevidstløshed: Beslutninger, holdninger og handlinger er ofte impulsive, omskiftelige og uberegnelige – og affødt af andre ting end dine velmenende belæringer. Nyere videnskab viser, at det er der fysiske grunde til – og de grunde gør kommunikation til teenagere og unge til en helt speciel øvelse.

Teenagere har selvfølgelig ikke patent på impulsivitet. De færreste af os kan sige os fri for, at vi nogen gange tænker, før vi handler, især når følelserne tager over. Moderne online medier gør reaktionstiden kort, og det gør det ikke altid bedre. Vi er hurtigere på aftrækkeren i emails, sms’er, chats og på sociale medier, end hvis vi skrev gammeldags breve. Det kan nogen gange ses i den efterhånden berømte “tonen i debatten”.

Når teenageårene alligevel er en periode, hvor impulsiviteten og følelsesstyringen bliver specielt udpræget, så har det især fysiologiske årsager, og det er faktisk ret ny viden.

Følelser før fornuft
For ikke så mange år tilbage mente videnskaben, at den menneskelige hjerne reelt var færdigudviklet længe før teenageårene, og at resten mest handlede om læring og erfaring. Men selv om hjernen når sin fulde størrelse i alderen fra 12 til 14, så er hjernens fysiske udvikling langt fra færdig.

Dele af hjernen bliver ved med at udvikle sig, indtil man er oppe i 20’erne. Det gælder først og fremmest det præfrontale cortex – det vil sige den forreste del af hjernens frontallap, det område der sidder lige bag panden. Til gengæld er det såkaldte limbiske system færdigt længe inden da.

Wikipedia fortæller, at det præfrontale cortex “medvirker til planlægning af sammensat erkendelse, udtrykkelse af personlighed, beslutningstagning samt tilpasning af social adfærd”. Psykologer kalder området for “center for eksekutive funktioner”. Det præfrontale cortex har forbindelse frem og tilbage med andre hjernecentre, også det limbiske system.

Nogen kalder det limbiske system for vores “krybdyrhjerne”. Det er måske en forenkling, men det er udviklingshistorisk den gamle del af hjernen. Det limbiske system bidrager ikke bare til instinktiv adfærd. Det er især her, vores følelser tager form, men også vores korttidshukommelse er knyttet til denne del af hjernen, så det limbiske system er faktisk vigtigt for indlæring.

Her er det væsentligt, at det limbiske system kan have betydning for de følelser, vi tillægger oplevelser, inden de overføres til hukommelsen. Det vil sige, at det vi måske tror er fornuft baseret på erfaringer, i virkeligheden er farvet på forhånd af vores følelsescenter. Hos en teenager, hvor følelserne altså rent fysisk er mere udviklet end fornuften, gælder det i specielt høj grad.

Følelsernes forhindringsløb
Mange af os, der har arbejdet med kommunikation til teenagere, har måttet lære af erfaringen: Når vi prøver for meget at være smarte og ung med de unge, så giver det nemt bagslag. “I skal ikke tale til mig på den måde” reaktionen kommer lynhurtigt. Og så rammer budskabet en mur. Følelsen kommer før fornuften, og den blokerer for kommunikationen

De fleste unge vil gerne tales til som fornuftsvæsener, men den præference er ikke kun fornuftsstyret. Det handler også om, at de unges identitetsdannelse (der sidder i det præfrontale cortex) stadig er uudviklet og sårbar. Så forskellen på at “tale i øjenhøjde” og “tale ned til” kan være millimetertynd.

Truslen om straf eller farer hjælper heller ikke nødvendigvis meget. Undersøgelser viser, at teenagere i højere grad end voksne er tiltrukket af umiddelbare belønninger, men at de i mindre grad tager sig af risici.

Det er dog langt fra sådan, at unge ikke kan tænke rationelt. Det er videnskabeligt veldokumenteret, at teenagere kan vurdere rationelt, og træffe rationelle beslutninger, når de er alene og i situationer, hvor de har tid og ro til at tænke sig om. Det bare langt fra altid, at de har det i den virkelige verden.

Gruppepres som mulighed og problem
Ofte handler det ikke kun om, hvad og hvordan vi siger ting, men også om hvem, der siger det. Teenagere har forbilleder, fordi det er holdepunkter i identitetsdannelsen. Og så orienterer de sig i høj grad i forhold til de jævnaldrende, fordi de er i gang med en intensiv social udvikling.

Det gør gruppepåvirkning, eller ligefrem gruppepres, til en magtfuld indflydelse på de unge. Og det kan være både positivt og negativt.

Det bliver positivt, når ønsket om at være som andre unge, og gøre som andre unge, motiverer teenageren til aktiviteter, der udvikler hjernen og skaber de hjerneforbindelser, der bliver til kompetencer. Unge mennesker har faktisk muligheden for at styre hjernens udvikling gennem de aktiviteter, de deltager i.

Jævnaldrende og forbilleder kan derfor være et kraftfuldt virkemiddel i forhold til teenagere. Med de rigtige indsigter kan det medvirke til at skabe kommunikation, der faktisk trænger igennem. Når den unge kan identificere sig med kommunikatoren, så er følelsesfilteret mere positivt indstillet.

Omvendt kan gruppepresset naturligvis lede teenagere i uføre, som de fleste forældre er bevidste om. Det gælder for eksempel misbrug. Ofte har de unge ikke truffet nogen bevidst forhåndsbeslutning om at drikke eller ryge – men når man så er sammen med de andre, ja så…

Når det gælder alkohol, så er det faktisk et problem, der bider sig i halen. Den nye viden om hjernens udvikling fortæller nemlig også, at alkohol bremser hjernens udvikling. Når teenagere drikker ret meget, så påvirker det derfor udviklingen af det endnu ikke færdige præfrontale cortex. Konsekvenserne kan være livsvarige.

Det kræver kommunikation med respekt for teenagernes udvikling at gøre noget ved det, og motivere dem til aktiviter, der hjælper hjernen på vej. Den kommunikation kan til gengæld være en rigtig god investering i fremtiden.

Kilder bl.a.:
Scholatic.com
National institute of drug abuse